Spørgsmål via e-mail
Der kan stilles spørgsmål om BSim på Statens Byggeforskningsinstituts e-mail debatforum om programmet. Debatforumet er en lukket liste, hvilket betyder, at du skal være tilmeldt for at modtage post fra listen og for at kunne stille spørgsmål.
Du kan melde din e-mail adresse på listen ved, at sende en e-mail til maiser@sbi.dk med indholdet SUBSCRIBE BSIM, eller via Statens Byggeforskningsinstituts hjemmeside for tilmelding til debatforum om BSim.
Der findes en tilsvarende engelsksproget udgave af debatforummet. Det er muligt at tilmelde sig denne liste ved at sende en e-mail til maiser@SBi.dk med indholdet SUBSCRIBE BSIM-UK eller via Statens Byggeforskningsinstituts engelske hjemmesider om BSim.
En ekstra fordel ved tilmelding til debatforum om BSim er, at alle informationer om nye versioner og kurser vil blive distribueret her.
Vær opmærksom på, at alle henvendelser til listen distribueres automatisk til alle som er tilmeldt listen - og der accepteres ingen reklamer. Som abonnent på listen bedes du undlade at slå den automatiske svar-funktion til på dit e-mail system, da dette kan resultere i unødige og irriterende meddelelser til alle på listen.
På baggrund af de spørgsmål som stilles til listen vil Statens Byggeforskningsinstitut vedligeholde en såkaldt FAQ (liste med hyppigt stillede spørgsmål og svarene hertil). Den seneste version af denne FAQ er tilgængelig fra Statens Byggeforskningsinstituts hjemmeside på Internettet.
Ved fremsendelse af spørgsmål bør du forsøge, at overholde følgende råd:
Opgiv altid dit licensnummer. Henvendelser om brug af BSim uden licensnummer eller med licensnummer til BSim vil være henvist til andre brugeres villighed til at hjælpe.
Beskriv dit problem så det er klart alene ud fra din e-mail.
Beskriv modellen med særlig vægt på de dele som volder problemer.
Vedlæg eventuelt modellen (brug eventuelt funktionen File | Send Project to ...).
Prøv eventuelt først, at reducere modellens kompleksitet for at lette overskueligheden og sikre, at det ikke er en fejl et andet sted i modellen som volder problemer (giver uventede resultater).
Du kan skrive dine spørgsmål til den danske liste på adressen: bsim@SBi.dk og til den engelske liste på adressen: bsim-uk@SBi.dk.
Hvis du har et spørgsmål som ikke ønskes videresendt til alle tilmeldte i debatforumet, kan de sendes til bsim-support@build.aau.dk. Henvendelser hertil går direkte til udviklerne af BSim. Statens Byggeforskningsinstitut forbeholder sig dog ret til, at viderebringe svarene, i anonymiseret form, på spørgsmål stillet på denne måde, til det åbne debatforum samt til listen med ofte stillede spørgsmål.