Forord
BSim er et brugervenligt og fleksibelt edb-program til beregning og analyse af indeklimaforhold, effektbehov samt energiforbrug i bygninger. Gennem opbygning af en detaljeret matematisk model for bygningen, er det muligt at simulere selv meget komplekse bygninger med avancerede varme- og ventilationssystemer og varierende driftsstrategier over døgnet og året.
Ingeniører og arkitekter kan bruge BSim som et nyttigt værktøj ved planlægning og projektering af bygninger, især ved sammenligning og analyse af alternative designforslag mht. energiforbrug, termisk indeklima og dagslysforhold. Programmet simulerer også driftsforholdene samt det dynamiske samspil mellem bygningen, installationerne og de tilhørende automatiske reguleringssystemer. Analysemæssigt er programmet specielt velegnet til parameterstudier, fx vedrørende solindfald, udnyttelse af passiv solvarme, vinduesstørrelser og -orientering.
Bygningsmyndigheder og -lovgivere kan programmet udnytte programpakken til analyser af konsekvenser af nye krav vedrørende energi- og indeklimaforhold og til verifikation af kravopfyldelsen.
Programmet beregner effektafgivelser og energistrømme internt i bygningen og mellem bygningen og omgivelserne. For samtlige rum eller zoner der simuleres, vil programmet således beregne varmetab ved transmission, infiltration og udluftning, varmetilførsel i form af solvarme, varme- og fugtafgivelse fra personer og udstyr, elforbrug til belysning samt effektbehov og energiforbrug i alle komponenter af varme-, køle- og ventilationsanlæg. Indeklimaet beregnes ved timeværdier for indelufttemperaturer, overfladetemperaturer, relativ luftfugtighed og luftskifte for hver zone.
Som klimadata benytter programmet data fra det danske referenceår DRY, men der er mulighed for at anvende vejrdata fra andre lokaliteter, og at anvende data, som brugeren selv har opsamlet.
Programmet kan anvendes på pc under operativsystemet Microsoft Windows 98 (anden udgave), Windows NT, servicepack 3, Windows 2000 og Windows XP. Yderligere kræves, at Microsoft Data Access Components, MDAC, er installeret på pc'en.
Programudvikling, -validering og -dokumentation er udført af følgende medarbejdere ved Statens Byggeforskningsinstitut: Seniorforsker, civilingeniør Karl Grau (programudvikling), seniorforsker, civilingeniør Kjeld Johnsen (validering), seniorforsker, civilingeniør Kim B. Wittchen (dokumentation og validering) og Jørgen Rose (programudvikling). Desuden har Carsten Rode, DTU*BYG, Danmarks Tekniske Universitet medvirket ved udviklingen af den fælles bygningsmodel og datamodellerne.
Erwin Petersen, Statens Byggeforskningsinstitut, har udviklet en model for beregning af solstråling på hældende flader samt modeller for beregning af dagslysforhold ud fra sollysfaktorer. En alternativ model for beregning af solstråling på hældende flader, udviklet af Tariq Muneer, er indlagt i programmet. I forbindelse med afprøvning, validering og udarbejdelse af indlæringseksemplerne er der samarbejdet med Rolf Djurtoft og Gitte Blaagaard, Birch & Krogboe, Henrik Ryberg og Tom Jepsen, Carl Bro as og Henrik Brohus, Instituttet for Bygningsteknik, Aalborg Universitet. Modellerne for beregning af dagslys i et rum er udviklet af Troels Ravn.
Forskellige personer har bidraget i udviklingen af dele af programmet. Disse er nævnt på de sider af hjælpen som omhandler den programdel som de har været ansvarlige for.
Alle de i BSim indgående modeller er evalueret enten på analytisk vis, ved sammenligning med tilsvarende modeller i andre termiske simuleringsprogrammer eller ved direkte sammenligning med måleresultater fra forskellige typer af bygninger. Ved disse evalueringer har programmet givet tilfredsstillende beregningsresultater, dvs. resultater med beskedne afvigelser fra de teoretisk korrekte, forventede eller målte værdier. Imidlertid er fleksibiliteten og kombinationsmulighederne i programmet næsten uendelige, hvorfor det altid vil være nødvendigt at underkaste resultaterne af beregninger på komplekse bygninger en kritisk ingeniørmæssig vurdering.
Statens Byggeforskningsinstitut, SBi
AALBORG UNIVERSITET
Afdelingen for Energi og Miljø, 2008
Søren Aggerholm, forskningschef